5 råd til at undgå medarbejderflugt
Alle ledere og virksomheder ønsker at fastholde de rette medarbejdere. Alligevel siger cirka hver femte danske medarbejder ifølge Ennovas Globale medarbejderundersøgelse GELx, at de ønsker at forlade deres arbejdsplads, inden der er gået et år. En tredjedel af dem har slet ikke tålmodighed til at vente så længe. For dem er det ”jo før jo bedre”!
De medarbejdere, der overvejer at forlade deres job inden for det kommende år, kan deles op i to forskellige typer: "Run-away" medarbejdere og "Walk-away" medarbejdere. Lad os se nærmere på disse typer – og på, hvad du kan gøre for at undgå, at de løber væk eller stille og roligt går deres vej.
Run away-medarbejdere
Run away-medarbejdere er dem, der siger, at de ønsker at forlade deres arbejdsplads så hurtigt som muligt. De skal give sig selv et mentalt los bagi for at komme ud af sengen om morgenen og gå på arbejde. De har meget lav arbejdsglæde, føler sig dårligt tilpas på arbejdet og kunne ikke drømme om at anbefale andre at søge job i den virksomhed, de arbejder for.
Disse medarbejdere har mentalt meldt sig ud af arbejdspladsen. Selv om de er meget utilfredse, så engagerer de sig ikke længere i at prøve at forandre forholdene til det bedre. De synes ikke, arbejdet er interessant, og de synes slet ikke, deres evner bliver udnyttet. De er utilfredse med alle aspekter af deres job, arbejdsplads og ikke mindst ledelsen.
Run away-medarbejdernes tre vigtigste begrundelser for at flygte fra deres arbejdsplads er:
1. Arbejdsklimaet.
2. Den overordnede ledelse.
3. Ønsket om nye udfordringer.
Man kan frygte, at Run away-medarbejdere i praksis ikke forlader arbejdspladsen så hurtigt, som de ønsker. For faktum er, at de oplever at have få alternative jobmuligheder. Og den meget lave arbejdsglæde påvirker formentlig deres overskud og selvtillid til at sælge sig selv i en jobansøgning og et efterfølgende interview.
Men der kan også være andet, der holder på dem. Undersøgelser viser nemlig, at medarbejdere med lav arbejdsglæde, som bliver i deres nuværende job, oftest udelukkende bliver på grund af jobsikkerhed, finansielle og familiemæssige forpligtelser (læs mere i artiklen: Why employees stay).
Walk away-medarbejdere
Walk away-medarbejdere har ikke så travlt med at forlade deres arbejdsplads som Run away-medarbejdere. Men de har en drøm om at skifte arbejdsplads inden for et år. De er fortsat engagerede i virksomheden, kommer ofte med forslag til forbedringer, og er der behov for hjælp, så springer de til og hjælper.
De leverer på jobbet og er selv opsøgende i forhold til de muligheder, virksomheden tilbyder for at de kan udvikle sig. Men de føler ikke, at deres fulde potentiale bliver forløst og synes ikke deres arbejde er tilstrækkeligt interessant. De vil noget andet, noget mere, og ønsker at avancere fra deres nuværende job.
Walk away-medarbejdernes vigtigste begrundelser for at forlade arbejdspladsen er:
1. Ønsket om nye/andre udfordringer.
2. Karriere.
3. Løn.
4. Private årsager.
Det tegner altså et billede af medarbejdere, som er vokset ud af deres job. De bliver ikke længere udfordret af jobindholdet, og de brænder for at prøve noget nyt og noget mere. Indtil de finder noget andet, keder de sig i jobbet, og de performer kun på halv kraft.
Netop disse medarbejdere kan være svære at identificere, da de udefra set virker som medarbejdere, der er glade for og tilfredse med deres arbejde og opgaver. Så der ligger en stor og vigtig opgave for lederne i at spotte dem. For det er medarbejdere, du gerne vil beholde.
Fem gode råd til at undgå medarbejderflugt
Det kan være svært at identificere medarbejdere, der ønsker at forlade virksomheden uanset om de måtte være Run away- eller Walk away-medarbejdere. For oftest deler de ikke deres ønsker åbenlyst. Men min erfaring er, at du som leder kan tage nogle helt basale greb i brug for at undgå at få for mange medarbejdere, der drømmer sig væk fra deres arbejdsplads.
Du får fem af dem her:
1. VÆR TÆT PÅ MEDARBEJDERNE
Alle ønsker at blive set og hørt – dog ikke kun i de årlige eller kvartalsvise MUS-samtaler. Så kom tættere på dine medarbejdere i hverdagen. Medarbejdere vil oftest blive og gøre deres bedste, når de føler sig værdsat og vigtige.
Det lyder måske som en selvfølge, men paradoksalt nok siger mere end 50 procent af ledere verden rundt, at de bruger mindre end 25 procent af deres tid på ledelse. 25 procent siger endda, at de slet ikke har tid til at lede deres medarbejdere.
2. VIS MEDARBEJDERNE TILLID
Involver dine medarbejdere og giv dem frihed til at træffe beslutninger. Medarbejdere tager som oftest et personligt ansvar for deres opgaver og egen udvikling, når de kan se og mærke, at de gør en forskel – det forstærker ønsket om at dygtiggøre sig.
3. FREMHÆV BEST PRACTICE
Det er almindeligt at tage udgangspunkt i den laveste fællesnævner efter en medarbejderundersøgelse. Du bør i stedet fokusere på at synliggøre, hvad der er godt ved deres virksomhed.
Ved at fokusere på styrkerne, og hvad medarbejderne skal gøre mere af, tegner du et billede af en mulig fremtid, som medarbejderne lettere kan stræbe efter, i stedet for at de blot ser hvad de ikke skal gøre.
4. FOKUSER PÅ VIRKSOMHEDENS FORMÅL
Medarbejdere ønsker at gøre en forskel. De ønsker at bidrage til noget større end dem selv. Sørg derfor for, at dine medarbejdere kan se sig selv og deres arbejdsopgaver i en større sammenhæng.
Det giver dem en indsigt i, hvorledes deres daglige indsats har en betydning for hele virksomheden.
5. VÆR ÅBEN
Informerede medarbejdere føler sig generelt mere værdsat. Medarbejdere ønsker at være en del af noget, der ikke har masser af skjulte dagsordener – de ønsker transparens. De ønsker at opleve ærlighed - uanset om det måtte være godt eller skidt.
Dette er fem bud på, hvordan du kan skabe glade(re) medarbejdere og undgå at få de medarbejdere, der vil skifte arbejdspladsen ud hurtigst muligt.
Står du alligevel med en Run away-medarbejder, der ikke ønsker at blive i virksomheden, er det dit ansvar som leder at hjælpe medarbejderen godt videre til nye udfordringer.
Kontakt osKlar til at tage det næste skridt?
Hvis I har brug for hjælp til at indsamle data eller arbejde med jeres medarbejderoplevelse, er I altid velkomne til at række ud til os. Kontakt os, og start rejsen mod en (endnu) bedre arbejdsplads.
|
Simon Østervig
Simon er Market Manager og har mere end 20 års erfaring i at rådgive nogle af Skandinaviens største internationale selskaber om medarbejdermålinger. Han er en skarp strateg og en dygtig foredragsholder.
Mere fra denne forfatter